Vi er et lille aktivt landpastorat på Midtlangeland der udover de almindelige Søndagsgudstjenester, Kirkelige handlinger, Juniorkonfirmander og Konfirmander byder på forskellige aktiviteter såsom:
- Børneklub
- Babysalmesang
- Højskoleture
- Sangaftener
- Koncerter
- Udflugter
- Kirkevandringer
- Sogneture
____________________________________________________________
1. søndag i advent
Kl. 19:30 i Skrøbelev Kirke - Julemusikgudstjeneste med tre kor
Lone Nordal er korleder for tre kor (mandskor, kvindekor og blandet kor) OG hun er organist i vore kirker. Lone og Marianne præst har arbejdet sammen om denne julemusikgudstjeneste, hvor adventskransens første lys tændes og de fine fortællinger om den glæde, vi snart venter, begynder. Efter musikgudstjenesten serverer vi gløgg og kage i våbenhuset.
______________________________________________________
Adventsmøde i Præstegården
Onsdag den 4. december kl. 14:30
Kom til eftermiddags-hygge i præstegården! Julepyntet præstegård, kaffebord med kage, julegodter, salmer og sange. Vi mødes og hygger os, præsten fortæller om forskellige jul i hendes præsteliv ligesom I måske også har et par minder at dele.
Bestil gerne kirkebil.
____________________________________________________________
2. søndag i advent
Kl.13:30 i Longelse Kirke. Børnegudstjeneste med krybbespil
Efter gudstjenesten er der mulighed for at fortsætte sammen med præsten og byens andre sognebørn til Juletræsfesten i Longelse Beboerhus.
______________________________________________________
3. søndag i advent
Kl. 10:00 i Skrøbelev Kirke - Lucia
En adventsgudstjeneste, som får besøg af årets Lucia-kor
____________________________________________________________
Julespil
Tirsdag den 17. december kl. 16:00
Igen i år byder vi og vore juniorkonfirmander på Julespil i Rudkøbing Kirke. Hanne Davidsen står for instruktion, Lene Munch og Marianne Præst er hjælpere, kostumer tager Janne Riis Peitersen sig af. Resten står minikonfirmanderne for! Kom og oplev dem folde sig ud i den skønne gamle julefortælling.
____________________________________________________________
4. søndag i advent
Kl. 16:00 i Skrøbelev Kirke
Lille-lillejuleaften for familier, som ikke kan være sammen juleaften og alligevel ikke vil snydes for højtideligt samvær inden middagen.
____________________________________________________________
Juleaften
I vore tre kirker - kl. 13:00 i Fuglsbølle, kl. 14:30 i Longelse og kl. 16:00 i Skrøbelev.
____________________________________________________________
Nytårsaften
Kl. 15:30 i Longelse Kirke
Vi synger det gamle år ud, hører opmuntrende alvorsord og ønsker hinanden Godt Nytår med et glas champagne og kransekage i våbenhuset.
____________________________________________________________
Nytårsdag
Kl. 16 i Skrøbelev Kirke
Vi byder det nye år velkommen og nyder også her kransekage og et glas bobler.
____________________________________________________________
Årets Nytårskoncert
Mandag den 13. januar kl. 19:30 i Skrøbelev Kirke
Det bliver et brag af en koncert, som vi bare kan glæde os til. Det er musik, som vækker fest og glæde i sindet! Det er Langeland Brassband, som spiller under ledelse af Mads Lunde. I pausen serverer vi en lille forfriskning.
Velkommen!
____________________________________________________________
Gå-til gudstjenester
Vi fortsætter vores prøvetid med en anderledes gudstjenesteform, som vi er ved at finde frem til. Færre salmer, færre ord,stilhed til egne tanker undervejs, musik efter prædikenen. Vi vil gå efter at lægge dem den sidste søndag i hver måned, kl. 10:00 i Fuglsbølle kirke.
I december er sidste søndag den 29.12, i januar er det den 26.01. I februar springer vi over, for i stedet at holde Fastelavnsgudstjeste for Voksne den 23.02 i Skrøbelev kl. 11:15.